Magipatruljens daglige træning

[Lilje Rose Sommer]

Slotsgården x Gabriel Maloya De Lochér

Som det yngste medlem af Lysets Magipatrulje, var Lily nok også den, der oftest blev drillet. Magipatruljen bestod af primært mænd, og et par enkelte kvinder. Det bevirkede, at det var nødvendigt med overlevelse. Til hendes fordel var det dog, at hun efterhånden var en ung og smuk kvinde, der havde lært lidt om at bruge sine kvindelige former til sin fordel. Hun kunne derfor med snilde og små tricks af og til aflede den, hun trænede sammen med.
"Tag den!" råbte hun med en opstemt tone, da hun fik samlet en stærk lys kugle og væltede sin modstander omkuld. Et sejrsrigt smil gled over hendes læber, som hun kastede det vilde mørke hår tilbage over sin ryg ved at kaste hovedet tilbage. Hun undveg nemt en kugle, men blev standset af, at modstanderen fik en gren til at skyde op ad jorden. Grenen snoede sig hurtigt omkring hendes ene ben og trak hende tilbage, så hun landede på jorden. Heldigvis nåede hun lige at tage fra med sine hænder, ellers havde hun hamret sin hage direkte mod den tørre jord. Det havde været tørke i to måneder efterhånden, og sommeren stod lige over dem. Hun vendte sig og fik brændt grenen væk. Hun satte fingrene i jorden og så mod sin modstander, der blev løftet op fra jorden af en ordentlig stråle vand, hun fik skabt som en form for gejser - altså en blanding af vand og varm luft. Det gav hende tid til at komme på benene igen.
"Skulle det være noget?" spurgte den anden og ældre mandlige modstander, der forsvandt, kun for at dukke op lige bag hende og gribe fat i hende. Hun stivnede, men huskede på sin nærkampstræning, og hamrede en albue direkte i siden på ham. Hun fik sig vendt i hans favn, selvom han hurtigt fik fat i hende igen. Et skævt smil spillede over hendes unge læber.
"Dine læber ser dejligt bløde ud i dag, Vetle... Har du smurt dem med noget?" Hendes spørgsmål forvirrede ham tydeligvis, hvilket gav hende anledning til at stikke ham en kæberasler.

[Gabriel Maloya De Lochér]

Kedeligt. Gabriel kedede sig virkelig. En lang dag med den typiske undervisning, hvor han skulle lære om etik, strategi. Generelt alt det ved at være kongelig. Han var allerede ved at blive rigtig træt af det. Hvis der var noget, som han længtes efter, så var det at sprede vingerne og så flyve. Komme lidt væk fra det hele, trods han var klar over, at det absolut ikke var noget, som hans mor bifaldte når han gjorde. Hun skældte ham altid ud, når han kom retur, og det fik ham jo kun til at gøre det igen.
Nu hang han ud af vinduet og stirrede ned mod slotsgården. Livet som royal gav ham uden tvivl en masse fordele, men der var så sandelig også mange ulemper, som måtte følge med. Han fulgte med hvad der skete. Magipatruljen trænede. Han fulgte dem jævnligt, kun fordi at han fandt det spændende. Bare tanken om alt det som de oplevede, hvor det mest spændende der skete i hans liv, var at han skulle sidde med snuden i de mange lærebøger. Og der var også rigtig mange af dem.
Denne kvinde var dygtig. Det havde han erfaret længe nu, hvor han havde fulgt hende. De mange mænd som hun slog i jorden. De mange soldater som hun snørede. Denne gang var ikke noget undtag. Han foldede armene i det åbne vindue, mens han fulgte hende med blikket. En kvinde med ben i næsen på den måde, var en sjælden ting mixet med, at det nok ikke var særlig velset blandt mændene i byen, men han måtte sige, at det i den grad var noget som fangede hans interesse. For nu, nøjes han med at holde øje på afstand. Det var i den grad mere spændende end hvad der stod i de mange bøger.

[Lilje Rose Sommer]

Vetle så direkte forarget ud, da han fik en kæberasler af en kvinde. Det var også noget, der så ud til at sætte hans pis i kog, hvilket kun var til Lilys fornøjelse. Et dristigt blik gled op i hendes blå øjne. Den store finale ville være lige om lidt, når hun kastede ham ud gennem portene og ud i mudderet på marken, der omgav slottet. Hun undveg en magikugle, som Vetle sendte imod hende og samlede samtidigt energi i begge hænder.

"Jeg håber, du er sulten," sagde hun. Denne sætning fik en rynke til at stryge op i den ældre Herres pande, hvilket gav hende lige det sekund ekstra, hun havde brug for. Hun slog sine hænder sammen og satte sit fokus ind på at sammensmede to kugler til én større. Hun trådte et skridt frem og førte hænderne frem mod Vetle. Som med et skub, sendte hun den store sfære mod sin modstander, der rigtig nok røg ud gennem porten til slotsgården og fik ham til at trille ud i den mudderpøl, hun havde set før.

Hun børstede hænderne mod hinanden og satte så hænderne i siderne. Selvom hun var en kvinde, og bar kjole, som var hende pålagt, betød det ikke, at hun var sådan til at løbe om hjørner med. 

"Tak for kampen, du gamle!" sagde hun med en klingende tone og så op mod solen. Det måtte snart være spisetid nede i tjenestestabens gemakker, hvilket jo måtte betyde, at det var på tide at spise. Da hun vendte rundt, kiggede hun op og fik øje på prins Gabriel, der kiggede ud af et vindue. Havde han set hende slås? En rødmen streg straks op i hendes kinder.

[Gabriel Maloya De Lochér]

Gabriel misundte til tider den øvrige tjenestestabs mulighed for arbejde og frihed. Frihed til at tage hvor end de gerne ville, uden at skulle se sig tilbage, eller konstant tænke på at glo sig selv over skulderen. Det havde han skulle hele livet. Født ind i en royal familie, så tog han ofte sig selv i at kigge ned på dem dernede. At vide at det også var en del af et liv, som han aldrig nogensinde ville komme til at skulle tage del i selv. Uanset hvor frustrerende tankerne end måtte være.
Han fulgte hver en bevægelse denne kvinde foretog sig. Selv hørte han ofte om hende, når de andre i tjenestestaben snakkede om hende. Kvinden der kunne give de gamle hoveder nogle klø. Han nød lidt at høre om det. Næsten lige så meget, som han nød at få lov til at se det med sine egne øjne, og han kunne jo kun sige, at disse rygter faktisk var rigtige nok.
Manden fløj ud af porten og direkte ned i en mudderpøl. Han sagde intet til det. Han havde sikkert bedt om det. Han rettede sig langsomt op i vinduet, idet at hans blik igen faldt tilbage til denne kvinde. Hendes navn var ham ukendt. Han kunne ikke i nærheden af halvdelen af tjenestestabens. Kun dem, som han var omkring på daglig basis. Han blev stående med rank ryg i et øjeblik, inden han hævede begge hænderne og gav hende en næsten lydløs og lille klapsalve. Han var i den grad imponeret over hendes flotte arbejde. Kort skævede han ind mod lokalet. Hans underviser var væk, så hvorfor ikke? Et kort, men tilfredst smil passerede hans læber, inden han kravlede op i vindueskarmen og sprang ud af vinduet. Hurtigt spredte han de kridhvide vinger og baskede et par gange med dem. Kraftigt, inden han langsomt svævede ned mod jorden.

[Lilje Rose Sommer]

Lily mærkede sin mave rumle og måtte stoppe på for at lægge hænderne derpå. Med den energi, der blev brugt, så var det faktisk ikke det mest luksuriøse liv at være i magipatruljen. Det var som om, at det var mere prestige end penge og er fedt liv. Men det gjorde hende bestemt intet. Hun elskede den frihed, det gav hende, efter hendes far havde forsøgt at gifte hende væk til en gammel gårdejer. Bare tanken fik hende til at fnyse. Det havde været fantastisk for hende at komme under Salvatores vinger i Den Magiske Cirkel, hvilket jo havde ledt hende hertil i dag. Hun var den yngste udtagede på slottet til netop dette arbejde. Det var jo klart, at det ville give slottet en hel del at snakke om.

Da hun kiggede op igen, kunne hun se prinsen gå lidt frem og tilbage i vinduet. Det tog dog ikke længe, før han satte af fra vinduet og fløj afsted. Hun tabte nærmest kæben og slog nakken tilbage for at se ham svæve elegant hen over gården. Det lignede dog ikke, at han ville væk fra området. Men nærmere, at han var på vej til at lande i gården.

[Gabriel Maloya De Lochér]

Gabriel ønskede at se mere af borgernes ordinære liv. Noget som var langt væk fra slotte og luksus, men lige nu var det noget ganske andet, der havde fanget hans opmærksomhed. At en kvinde skulle formå at give mændene i magipatruljen den omgang, var slet ikke normalt. Det plejede at være omvendt. Han så jævnligt at de hårdføre kvinder blev nedbrudt mere og mere. Men ikke denne. Og det var noget som han synes var meget specielt. Jo mere de andre var efter hende, jo mere viste hun og beviste hun sit værd. Han var i den grad fascineret af hende.
"Det er prinsen.. Prinsen kommer!" Flere stemmer summede idet at Gabriel sprang ud af vinduet. Hvorfor tage de uendeligt mange trapper som slottet bød på, når man havde andre muligheder? Han var ung og livlig. Han gad ikke spilde sin tid ufornødent. Vingerne slog han kraftige slag med, idet at han søgte ned mod jorden under ham. Flere havde med det samme valgt at knæle for at vise deres prins respekt. Det var dog ikke dem, som han havde øjnene på. Det var denne kvinde.
Vingerne baskede en sidste gang, inden de blev lagt pænt ind mod ryggen, som havde det været en fjerklædt kappe. De krystalblå øjne hvilede på hende, mens hun stod der. De knælende var slet ikke noget som han ænsede eller tog sig af. Hovedet lod han tilte en smule mod den ene side, idet at han roligt gik i retningen af hende, for at komme tættere på. Han forventede nemlig ikke at hun ville gøre noget ved ham. "Jeg må sige, at jeg er imponeret. Meget imponeret," startede han oprigtigt ud. Hun havde i den grad fanget hans storslåede interesse. Og det i sig selv, var svært.

[Lilje Rose Sommer]

Lily fulgte prinsen med øjnene, som han langsomt dalede ned i slotsgården. Hun gik fuldstændigt i stå, og glemte helt, hvad hun egentligt havde været på vej til. En summen spredte sig i gården, som hver menig mand og dame glemte deres foretagender og bare stod og stirrede på prinsen. Det var ikke ofte, at han sådan kom flyvende ud fra et højt vindue.
Kæben faldt, da han foldede sine hvide vinger ind bag ryggen. Det var altså ufatteligt imponerende at have sådan et sæt på sig permanent. Hun ville elske at flyve, det var hun sikker på. Det var bare ikke rigtigt muligt. Det var først, da hun blev tiltalt, at hun kom til sig selv fra sin underlige stirrende position med tabt kæbe. Hun rystede på hovedet og forsøgte forfjamsket at rette på sit hår og sit tøj.
"Øhm... øhnom..." var de første ord, der kom ud af hendes mund. Hun greb fast i sit skørt og nejede så høfligt for ham. Lidt af sin etikette huskede hun da fra barnsben. Hovedet var bøjet og blikket vendt ned mod gruset under deres fødder.
"Jeg takker for Deres pæne ord, Deres Højhed," fik hun denne gang fremsagt på mere velformuleret vis.

[Gabriel Maloya De Lochér]

Gabriel vidste godt, at dette potentielt kunne være farligt for ham at gøre, men han gjorde det alligevel. Livet var det mere værd, hvis man løb en risiko bare engang imellem. Han havde ikke blikket på den øvrige befolkning, men derimod denne unge kvinde i stedet for. Et kort træk fandt vejen til hans læber, mens han roligt gik hende i møde. For ham var det en potentiel farlig situation at være i. Mange kunne jo finde på at gøre ham noget, hvis de var imod hans moder og faders ledelse af landet. Af lyset. Han stod selv i skyggen af sin fader og så til med stolthed. At vide at det var nogen sko, som han skulle fylde ud en dag. Den tanke derimod, fandt han en smule skræmmende.
Måden hun fumlede på, var et sted noget som morede ham. Et kort træk fandt vejen til hans mundvig. Han slappede af i skuldrene. Armene hvilede langs hans skikkelse, mens han holdt øje med hende, og de våben, som hun kunne have adgang til. Igen, var han jo nødt til at passe på sig selv, og det var han godt klar over. Han nikkede afmålt. "Hvad er dit navn?" spurgte han videre. Et navn, som han i den grad skulle huske. Han vendte blikket mod de øvrige og rystede kort på hovedet. Han var ikke hans far. Det var ikke ham som de skulle bukke og knæle for. Han gjorde tegn til at de kunne rejse sig og vendte blikket tilbage til den unge kvinde. "Du har talenter jeg ikke før har set," tilføjede han oprigtigt. Ved en kvinde om ikke andet.

[Lilje Rose Sommer]

Lilje kunne nærmest fornemme hele slotsgårdens øjne på sig, nu hvor prinsen stod og snakkede til hende. Det lignede ham ikke, at komme ud på den måde for at uddele kommentarer eller ros. Det måtte betyde, at han havde fulgt hendes træningskamp nøje fra sit vindue. At han ikke havde bedre til at tage sig til overraskede hende en del. I hendes hoved, var det at være prins et luksuriøst liv, som hun kun kunne forestille sig, hvordan ville være. Det måtte da være fedt at kunne få lige det man ønskede sig? Sådan troede hun i hvert fald, at hans vilkår var.
"Mit navn? Mit navn!" sagde hun, nærmest som om, han havde spurgt hende på et fremmed sprog. Hun kiggede forsigtigt op og tog en dyb vejrtrækning for at samle sit hoved. Prinsen stod og snakkede med hende af alle folk!
"Lilje... Lilje Rose Sommer," svarede hun og tænkte, at det var bedst at opgive hele sit navn. Hun mærkede sit hjerte slå hårdt i hendes brystkasse ved hans næste ord og fik en mild rød farve i kinderne.
"Tak, Deres Højhed. Jeg er blevet oplært af den bedste."

[Gabriel Maloya De Lochér]

Gabriel havde alt det, som han skulle bruge og mere til. Han havde tag over hovedet, beskyttelse, tøj på kroppen, mad på bordet og en varm og god seng at sove i. Han havde alt det, som han kunne forestille sig, og alt det som han havde brug for og mere til.. men han manglede noget, som han ikke kunne få på slottet. Hvorfor skulle han ellers tage disse ture ud?
At hun skulle stå der og være så forfjamsket som hun var lige nu, morede ham faktisk lidt. Måske det ikke var den korrekte måde at reagere overfor en kongelig på, men han nød det nu. Han ville være folkelig. Han ville blive den konge, som folk heller ikke ville være bange for at gå til.
"Lilje.." Ligesom blomsten. Hans moders favorit. En af dem, som særligt blomstrede meget i den kongelige have i sommertiderne. Han lod hovedet tilte en smule mod den anden side. Hun var trænet af de bedste. Ikke nogen tvivl der. Der var noget ved det, som han kunne genkende et eller andet sted fra. Han kunne bare ikke lige sætte en finger på det. "Hmm..." sagde han en kende tænksomt. De andre stirrede på dem. Det var ikke noget som han tog sig af. Tvært imod, så var det noget, som han var vant til, når han endelig var ude. "Salizmira, ikke sandt?" endte han. Salvatore. En nær ven af hans moder særligt.

[Lilje Rose Sommer]

Som samtalen føltes nemmere, begyndte Lilje også at se mere rolig ud. Det var også lidt som om, at de andre gled mere i baggrunden. Hun glemte lidt alle folks blikke, og de begyndte da efterhånden også at gå tilbage til deres arbejde. De kunne jo ikke stå og dangledere den hele dagen, de blev nødt til at få lavet deres arbejde, ellers ville lønnen være færre. Det var hårde vilkår udenfor slottets mure.
"Behager navnet Dem?" Med det samme det ord forlod hendes læber, blev hun rød i kinderne igen. Hvor det kom fra, det anede hun ikke. Hun plejede som regel af have styr på sig selv, men lige nu følte hun sig lidt på bar bund. Det var trods alt første gang hun stod og havde en samtale med prinsen. En samtale!
"Selv samme," skyndte hun sig at svare, da han stillede et sigende spørgsmål. Salvatore Salizmira havde taget hende til sig i Den Magiske Cirkel. "Han tog mig ind for nogle år siden. Har trænet mig personligt siden og det er hans fortjeneste, jeg blev udtaget til magipatruljen." Man kunne høre en varme i hendes stemme ved omtalen af Salvatore. Hun skyldt den mand en del, hvis ikke alt.

[Gabriel Maloya De Lochér]

Gabriel måtte sande, at han virkelig fandt denne kvinde utrolig fascinerende. Han kunne i hvert fald ikke se bort fra det. Han nikkede oprigtigt. Hendes navn behagede ham. Endda også rigtig meget. "Du bærer navnet til min moders yndlingsblomst," sagde han oprigtigt. Ikke var det nyt at der oppe på slottet stod liljer fra nær og fjern. Alle for at behage dronningen, men også i respekten for det arbejde, som hun lavede. Han respekterede i den grad begge sine forældre.
At vide at Salvatore havde taget hende til sig, var i sig selv, et godkendt-stempel for Gabriel. Han ville uden tvivl ikke tøve med at lægge sit liv i den mands hænder. Alle dage været en, som havde stået kongehuset nært, og som havde bidraget godt til samfundet. Han nikkede mod hende med respekt. "Du må bringe ham min hilsen, når du ser ham næste gang." Et kort træk fandt vejen til hans ene mundvig. Han savnede den mand. Han havde mange vise historier at berette om fra verdenen derude. Gamle slag, krig og stridigheder fra længe før hans tid. Han blev tavs i et øjeblik. "Har han lært dig det hele?"

[Lilje Rose Sommer]

Som de stod her, gav det også Lilje lejlighed til at kigge lidt nærmere på Gabriel. Han var jo faktisk en usandsynligt velskabt ung mand, hvis hun selv skulle sige det. Perfekte kæber, langt blonde hår og runde, varme øjne. Hun faldt kortvarigt ind i sine tanker, men blev revet fri, da hun fik svar på sit spontane spørgsmål. Den lyserøde farve så ikke ud til at ville forsvinde.
"Åh. Det er derfor, der står så mange liljer omkring tronsalen," svarede hun tænksomt og trak let på mundvigen. Hun kunne også godt selv lide sit navn, så det gjorde hende bestemt intet, hvis det var dronningens yndlings. Hun smilede let ved tanken om Salvatore og bøjede høfligt hovedet til hans næste ord.
"Det skal jeg sørge for, Deres Højhed," svarede hun. Det blev nemmere og nemmere at snakke normalt til ham, men det betød dog ikke, at hun veg fra etiketten.
"Alt," sagde hun med en let tone. "Lige fra det mest basale til min grundtræning for at komme ind i magipatruljen. Jeg er det yngste medlem nogensinde!" Hun blev en smule stram i hovedet ved de ord. Hvorfor skulle hun sige sådan noget foran prinsen?

[Gabriel Maloya De Lochér]

Det overraskede slet ikke Gabriel, at hun havde bemærket de mange blomster ved tronsalen. Hans moder var en vellidt person for borgerne af deres land, ligesom hans fader, og det var noget som han selv ønskede at opnå når det engang var hans egen tid. Det ville jo komme. Han vidste at dagen ville komme en dag. "Korrekt. De kommer langvejs fra for at glæde min moder," fortalte han med en rolig stemme.
Han slappede af i hendes selskab. Han gik bestemt ikke ud fra at der ville være noget at skulle være bange for. Han var måske på grænsen til at være en smule naiv. Han troede på det gode i folket omkring ham. Hvorfor skulle de ville ønske at gøre dem noget ondt? Han nikkede igen. At hun ville viderebringe Salvatore hans hilsen, var uden tvivl en tanke, som glædede ham rigtig meget.
Hun virkede uden tvivl stolt over at være kommet så langt. At komme ind i Magipatruljen vidste Gabriel godt, næppe kunne være nemt. Aldrig var det noget som han selv ville komme til, trods begge hans forældre var magiske. Han derimod var.. guddommelig. Og han levede nok en smule højt på det også. "Du virker meget stolt over det," tilføjede han sigende. Tænksomt. Han fandt hende virkelig spændende. Ikke som så mange andre han havde mødt.

[Lilje Rose Sommer]

Lilje måtte tage en langsom og dyb vejrtrækning for at få styr på sig selv igen. Hun følte sig stadig forfjamsket, selvom ordene kom en smule nemmere til hende nu end i starten. Hun var opdraget udmærket, men følte det også umådeligt påtaget at snakke på denne måde.
"Imponerende," svarede hun. Tænk at have råd til at få fragtet forskellige arter af liljer til fra nær og fjern?
Hun vovede sig til at løfte blikket højere og kigge den unge prins ind i øjnene. De måtte vel være omtrent lige gamle, i hvert fald af sind. Dog havde han en helt anden udstråling. I folks øjne, var prinsen jo et mirakel. En søn, benådet med guddommelige vinger og sikkert også magisk på nogle punkter.
Hun løftede hænderne op til sine kinder. Hun syntes, de føltes varme. Men det var jo også en dejlig dag i lysets land.
"Det er jeg, Deres Højhed. Altså, jeg er beæret over pladsen også," tilføjede hun for at nedtone sin egen ophøjen.