Magipatruljens daglige træning

[Gabriel Maloya De Lochér]

Gabriel tog slet ikke sin sikkerhed som noget særligt. Han kunne ikke se hvorfor han skulle, og særligt også fordi at der var så mange der holdt øje. Hans forældre var vellidte, så hvem ville dog ønske at gøre ham noget? Han stod derfor der uden beskyttelse, og med opmærksomheden hvilende på hende, hvor den sikkert samtidig også hvilede på ham af alle de forbipasserende borgere. Dem der turde bevæge sig ud i det åbne i hvert fald. Han vidste at han burde sidde deroppe til sin undervisning. Lære om viden, etik og skik.. Virkelig kedeligt! Han havde brug for at komme lidt ud! Se noget andet end klasselokalet, lærerbøgerne og formskrift. Det var virkelig frygteligt at sidde der med det.
"Det forekommer mig også som.. første gang, at jeg ser mændene blive sat sådan på plads af en kvinde." Gabriel forsøgte såvidt muligt ikke at fremstå som en der fremhævede mænd, trods det var noget der lå meget naturligt i deres samfund. Han skævede kort op mod slottet. Han kunne lige forestille sig hans underviser lige nu. I og med, at han ikk var på sin plads. Han så igen tilbage mod Lilje. "Er du i magipatruljen hele dagen?" tilføjede han. Uden tvivl havde hun vakt hans interesse på en anden måde, end hvad en typisk vagt og patrulje ville gøre.

[Lilje Rose Sommer]

Lilje kunne ikke undgå at smile lidt. At prinsen gad at bruge tid på at stå her og snakke med hende, var forunderligt. Hvis nogle ønskede ham noget, så skulle hun nok beskytte ham. I hvert fald, så godt hun kunne. Hun forventede dog ikke, at noget ville ske her i slotsgården. Det ville være værre, hvis han tog den lange tur over broen og gik ud i selve Aravatoft. Så ville der nok falde brænde ned. Den lette rødmen var stadig over hendes kinder, og det hjalp ikke ligefrem, da han nævnte hendes træningskamp. Havde han set det hele?
"Virkelig? Jeg... er måske bare lidt mere kreativ, det er sådan jeg kommer under huden på dem," svarede hun med et tænksomt smil. Hun så kort ned mod sine hænder, der fumlede med hendes skørt, før hun hævede blikket op til ham igen. Han var faktisk en meget pæn ung mand.
"Det meste af dagene. Og så bruger jeg af og til noget tid i Den Magiske Cirkel, eller på at tage lidt rundt. Jeg har én ugentlig fridag," fortalte hun roligt.

[Lestat De Lochér]

Det var kommet Lestat for ører, at Gabriel havde forladt træningssalen. Sladren løb forholdsvist hurtig på slottet, og prinsens underviser var kommet stormende gennem slottet, da han var kommet tilbage til et tomt klasselokale. Lestat havde sendt sine folk ud for at finde prinsen, og en håndlanger havde meddelt, at prinsen var i slotsgården. Det var altid noget, at Gabriel ikke var forsvundet længere væk end slotsgården.
Han trådte ud i gården med faste skridt og skannede området med sine hænder. Det tog ham ikke længe at spotte de hvide, sammenfoldede vinger på ryggen af en ung blond skikkelse. Gabriel så tydeligvis ud til at have fortabt sig i en samtale med en ung kvinde, hvilket fik ham til at smile lidt. Han smed dog smilet for at tage et mere seriøst ansigt på og skridtede igennem gården, hvilket fik alle omkring dem til at bukke og neje for ham, som han passerede dem.
"Gabriel Maloya De Lochér. Hvad har du gang i?" spurgte han direkte og stoppede op to meter fra dem. "Du burde lige nu befinde dig i fordybelse af dine lærebøger."

[Gabriel Maloya De Lochér]

Gabriel havde ikke tiden til at stå der. Tvært imod, så var det noget som han tog sig alligevel. Det var uden tvivl mere spændende end hans egen undervisning oppe i lokalerne højt oppe over dem. Det derimod var noget mere kedeligt! Han lyttede oprigtigt interesseret til hendes ord. Han fandt det underholdende og sødt, at hun fumlede på den måde, men det som han bedst kunne lide, var farven i hendes kinder. Det var i sig selv, ganske specielt. Han smilede tilfredst.
Han nikkede igen. "Virkelig," forsikrede han med en rolig stemme. Han nikkede igen. "En ugentlig fridag? Kunne du tænke dig at bruge den sammen med mi..." Han nåede ikke mere, før han hørte sin faders stemme. Han rettede automatisk i ryggen. Denne gang, var det hans far. Folket bukkede dybere for kongen af landet. Gabriel sænkede blikket en anelse. Det havde været sjovt, så længe det havde varet. "... Fader." Han drejede om på hælen og stillede sig derfor også med ryggen til denne kvinde. Velvidende om at det at vende ryggen til, kunne være farligt. Han hævede blikket til sin faders blik. Han valgte denne gang at forholde sig tavs for et øjeblik. "Jeg havde brug for luft." Ikke helt en løgn, men heller ikke den fulde sandhed. At blive undervist var kedeligt!

[Lilje Rose Sommer]

Lilje var ikke god til det her. Hun blev tydeligt genert over at få komplimenter af kronprinsen. Hun tog en dyb vejrtrækning og troede næsten ikke sine egne ører, da spørgsmålet lød. Dog blev det ikke helt sagt færdigt, da kongen selv kom ud i gårdspladsen. Hun trådte hurtigt lidt tilbage, nejede dybt og holdt sit hovede nede med ordene: "Deres Kongelige Højhed," hilste hun ærbødigt og skævede kort op mod Gabriel for at fange et sidste glimt af ham, inden hun bakkede yderligere. "Jeg må hellere … Jeg skal også træne," sagde hun fåret og skyndte sig væk.

[Lestat De Lochér]

Lestat så mod den unge kvinde, da hun nejede og skyndte sig væk. Han fortrak ikke en mine ved hendes handling og holdt blot sin koncentration på sin arving. Han nikkede langsomt og lod så en hånd falde mod hans skulder for at begynde at føre ham ind mod slottet igen. "Og det har du vist fået nu," svarede han roligt. Han søgte mod den nærmeste indgang til slottet, hvor de af to enkelte gange kunne finde tilbage til biblioteket. "Du ved Gabriel… at hun aldrig kan blive noget for dig," sagde han i en mere alvorlig tone efter at have lukket døren.

[Gabriel Maloya De Lochér]

Pokker tage det hele. Det havde ikke behaget Gabriel at blive fundet. Og slet ikke sådan! Han lod sin fader placere hånden mod hans skulder, inden han lettere modvilligt, vendte om på hælen og søgte med tilbage mod slottet. Kort skævede han over sin skulder, efter den unge kvinde. Lilje.. Han skulle huske det navn. "Jamen.." Han tav igen. Han kunne ikke sige sin fader imod, og han vidste, at der ikke ville komme noget godt ud af det.
Han søgte med indendøre og mod biblioteket. Han slap tydeligt ikke for sin undervisning og læring i dag. De sidste ord, gjorde ondt. Han drejede blikket mod sin fader. Blikket strålede af en blanding af respekt, men også en frustration. En frustration over, at valg skulle tages på forhånd. "Jeg ved det godt, fader.." Han vendte blikket mod vinduerne, der vendte ud mod den store slotsplads. Skuldrene var anspændt. "Jeg kender hende blot ved navn. Hvordan kan det være forkert af mig, at snakke med folket?" Han så mod sin far igen. Alle undskyldninger, tog han. Han var ung. Han havde brug for at komme ud og se folk.

[Lestat De Lochér]

Lestat skævede lidt rundt i biblioteket og kiggede rundt efter nogle af historiebøgerne. Han skævede tilbage mod Gabriel. Sønnen gennem bånd, men ikke, at det gjorde ham den store forskel. Han fornemmede den unge mands utilfredshed over at skulle arbejde. Men lige så meget, at han var blevet afbrudt i sin snak med den unge kvinde i magipatruljen. "Det er det som sådan heller ikke… Men der er forskel på intention. Det her land er… traditionsrigt. Kigger du for længe på en kvinde, så tror de straks, at du gør kur,," sagde han opklarende.

[Gabriel Maloya De Lochér]

Gabriel var på ingen måder særlig tilfreds ved det her. Hans blik hvilede på sin faders. Respektfuldt. Om båndet var biologisk eller ej, var for ham ligegyldigt. Lestat havde været en far for ham, siden han havde været ganske lille. Den far, som han dengang havde manglet. Den mand, som også gjorde hans moder glad og lykkelig. Skuldrene sænkede han.
"Traditionsrigt.. Han kunne ikke lide det ord. Det lød nærmest negativt. Kort så han i retningen af bøgerne. Hans fader havde erfaringen, som han burde lytte til. Inderst inde vidste han det jo godt. Men man skulle være ung og dum. Han tog enhver mulighed, som han kunne finde. Brystkassen hævede sig og sænkede sig langsomt igen. Han forsøgte at tvinge frustrationen ned. Den var voldsom lige nu. "Du får det til at lyde negativt." Igen løftede han de blå øjne mod ham. "Hvad kan bøgerne lære mig om at begå mig blandt det folk, jeg en dag skal lede?