En dronning bukker kun for sin konge

[Elanya Maloya]

En dronning bukker kun for sin konge
Lestat De Lochér
______________________________________________

En skov i fuld flor. En varm og lun sen forårsdag. Kunne det blive bedre end det? Nej. Heller ikke for Elanya. Freden havde været konstant igennem de sidste mange år, og det var rart. Rart ikke altid at skulle se sig over skulderen, og ikke altid skulle stå med manden ved sin side, og tage de store politiske beslutninger. I dag herskede der en fred. En harmoni. Og hun kunne virkelig godt lide det.
Listet væk fra slottet og med kurven over armen, var hun langt om længe, ankommet til de smukkeste skove i hele Vavilon. Det var i hvert fald hvad de var kendt for. Fuglene sang deres velkendte melodier, som man efterhånden kunne nynne med på. Elverne passede på skoven, som noget af deres kæreste eje. Det stod næsten grønt som de smukkeste smaragder. Det var hen på de sene eftermiddagstimer. Hun agtet at de skulle spise herude i aften. Bare hende og ham.. Ikke alle mulige tjenere og andet til at servicere dem, til trods for, at de havde formået i slottets køkken, at lave en virkelig flot kurv med alverdens lækkerier til dem.
Beskeden havde hun lagt på Lestats plads i sengen, om at han skulle møde hende på det sted, hvor de først havde kastet et syn på hinanden, og det var der hun stod nu. En lysning i skoven. Ikke så frygtelig langt væk fra stierne, men afsides nok til at de kunne sidde bare dem. Hun smilede tilfredst for sig selv. Med et lill vip med hånden, fløj tæppet op af kurven og lagde sig på den mest perfekte plads foran hende. Her satte hun sig ned. Indvendig en smule spændt. Bare noget privatliv for hende og hendes elskede mand. Det trængte de til.

[Lestat De Lochér]

Lestat havde søgt rundt på slottet efter Elanya efter et møde med rådet. Det han havde fundet var dog en besked om, at hun var i skoven. Det havde efterladt ham med et smil, hvorefter han straks havde begivet sig ned til staldene og havde bedt om at få sadlet sin hest op. Livet som konge var på nogle områder stadigvæk nyt for ham, selvom han havde levet i det i en del år efterhånden. Han havde aldrig troet, at det skulle være hans levevej, når man tænkte på hans noget mørkere fortid. Men han havde sans for det og havde sin del af ansvaret, selvom Elanya jo egentligt var den rette tronarving i landet. Han red ind i skoven og mod den lysning, hvor han forventede, at hun ventede på ham. Synet der mødte ham fik ham til at sidde helt stille og bare betragte hende et øjeblik inden han steg af sin hvide ganger. Han svang dens hovedtøjle om en gren, så den kunne græsse imens.
"Det er da en sjælden gave at finde dig her på sådan et picnic-tæppe," sagde han med en underliggende munter tone og gled ned på tæppet ved hende, hvorefter han trak hende ind til sig og skænkede hendes læber et kys.

[Elanya Maloya]

Mistilliden, der havde været blandt folk, var væk for længst. Lestat havde vundet folks hjerte, som han også havde vundet Elanyas. Aldrig ville hun tøve med at ligge sit liv i hans hænder, om det skulle komme dertil. For nu, så glædede hun sig til at han ville dukke op. Møde hende her, hvor de havde mødt hinanden for første gang, for adskillige år siden. Hun ønskede at genopleve meget af det, trods de var blevet lidt ældre.
Smilet bredte sig på hendes læber, idet hun kunne høre lyden af hove mod skovens bund. Den smukke hvide ganger, kom til syne, hvilket for hende, blot indikerede, at det var ham. Her sad hun. Klar til at tage imod ham. Hun kunne ikke undgå at smile ved synet af den smukke mand. Den mand, som hun var så heldig, at være gift med.
"Nyd det. Det er ikke ofte, det sker," svarede hun lettere kækt igen. Hun rykkede sig en anelse, inden hun vendte sig med overkroppen hen mod ham. Hun lod sig glædeligt trykke ind mod hans skikkelse, hvor hun selv lagde hånden mod hans kind, for at møde ham i kysset. En glædelig dag for dem. Bare dem. "Jeg tænkte, det var ren god mulighed, for at nyde noget tid. Bare dig og mig," tilføjede hun med en oprigtig stemme. Lykken var tydelig i de grønne øjne. En lykke som han igennem de sidste mange år, havde sat i hende.

[Lestat De Lochér]

Et smil spillede over Lestats læber ved synet af hendes smil. Kysset kildede helt ned i maven, ligesom det havde gjort lige siden de havde mødt hinanden første gang. Dengang hvor han havde været fortvivlet og fanget i et mørke, som hun havde fået ham ud af. Han grinte af hendes kække ord.
"Det er lige hvad jeg trænger til," sagde han og lod hånden søge over for at rode lidt i kurven. Hvad mon køkkenet havde pakket til dem på hendes befaling? Vindruer, vin, brød, lidt sødt.. Der var lidt af det hele. Han tog to glas op og fyldte vin op i dem begge og rakte hende det ene glas. "Det var et frygtelig kedeligt møde... Så jeg vil meget hellere sidde her med dig," svarede han.

[Elanya Maloya]

Hans smil gav hende den samme følelse af hjertebanken, som dengang for flere år siden. Hun kunne virkelig ikke undvære det, eller ham for noget i denne verden. Hun rettede sig en smule op igen. Siddende helt tæt ind mod ham. Hun følte sig i den grad veltilpas og tryg, når han var tæt på hende. Hun drejede blikket mod ham igen. Et lille snert af bekymring, viste sig i de grønne øjne.
"Jeg fornemmer det. Du har været presset den sidste tid," sagde hun oprigtigt. Kjolen rettede hun en smule ud, mens han gik kurven igennem for alverdens lækkerier fra det kongelige køkken. De havde arrangeret det, så kun det bedste var kommet med. Hun tog ganske roligt omkring glasset og drejede det forsigtigt mellem fingrene. Hun kiggede igen tilbage mod ham. "Jeg er ved at blive skør af det andet oppe på slottet. Du ved. Altid det samme med at passe på og beskytte og alt det. En kvinde kan jo ingenting, siger de." Hun rullede læberne en smule sammen. Hun brød de gamle normer lidt. Det vidste hun godt.

[Lestat De Lochér]

Lestat var kommet ind fra højre. Blevet konge, fordi Elanya havde været tronarving. Men efter gamle regler, kunne hun ikke blive dronning uden en konge. Det var altid ham, der skulle sidde med til møder og agere regent. Dog delte han en masse ting med hende, da han mente, at hun fortjente at blive inddraget. Det var jo trods alt hendes land, hvor hun var født og opvokset. Det kunne man ikke sige om ham.
"Der er altid et eller andet... Og altid en, der er utilfreds," sagde han og rynkede panden. Han tog en tår af vinen og smilede skævt til hende over glassets kant ved hendes næste ord. Han nikkede stille.
"Ja, det er meget... traditionelt. Men sådan lever meget af Meirnes," svarede han med en let konstaterende tone. Det kunne han jo se i byen. Nogle af de mest fremtrædende var faktisk magikerne, hvor magipatruljen bestod af både mænd og kvinder nu.

[Elanya Maloya]

Modgangen havde været der længe, og den havde været voldsom. For Elanya kunne den stadig til tider, forårsage søvnløse nætter, eller bare generel uro. Gabriel skulle bare vide, hvilket kaos de havde været igennem. Hun trak vejret dybt. At han involverede hende i tingene, havde hun intet imod. At være vidende om, hvad der foregik, synes hun var meget rart. Den respekt han udviste hende, kunne hun slet ikke mindes, at have oplevet andet steds fra.
Langsomt nikkede hun. Det hele var bare.. udfordrende, for at sige det mildt. Hun tog en tår af vinen. "Til tider er det fristende.. at hoppe på hesten og bare ride væk," erkendte hun med en oprigtig stemme, mens hun langsomt kiggede mod ham igen. Hun synes det var svært til tider. Alle de utilfredsheder. Alt den modgang de havde været igennem, og Lestat, der havde stået model til det hele, og bare taget imod. Hovedet lagde hun roligt mod hans skulder. "Jeg beundrer dig for det, Lestat," tilføjede hun. Hun drejede blikket mod ham igen. Han havde en anden frihed end hun havde. Ingen tvivl. Men hun ville ikke undvære ham i sit liv, for noget som helst.

[Lestat De Lochér]

Lestat satte glasset ned igen og gled ned på siden at ligge på tæppet. Han tog nogle druer og spiste, mens han kiggede op på hende med et kærligt blik.
"Der er ikke noget derude... Der kan matche det vi har her," svarede han rimelig fast. Han havde prøvet livet derude.. i mørket. Den kunne ikke anbefales, selvom magtbalancen var anderledes i mørkets land. Han gled helt ned på ryggen og så op mod de lyse trekroner, hvor eftermiddagens stråler skinnede igennem. Det var lunt, en dejlig dag og mørket ville først ramme dem om mange timer. Han så tilbage på hende ud af øjenkrogen.
"Hvad beundrer du mig for, elskede?" spurgte han med et let løftet bryn.

[Elanya Maloya]

Elanya pressede læberne en smule sammen. Det var ikke nogen hemmelighed, at hun til tider, var fristet til at søge ud.. undersøge, hvad andet der var derude, selvom alle omkring hende sagde, at det ikke var det værd. Også Lestat. Hun vendte blikket mod ham, da han lagde sig ned på tæppet. "Det er der mange der siger.. Den eneste hvis ord, jeg stoler på, er dine. Men.."  Hun tav igen. Hun synes det var svært. Her kunne hun ikke fortage sig alverdens, fordi hun var en kvinde. Usynlige lænker, som var rigtig svær for hende, at komme af med igen. Hun.. kunne jo ikke. Hun mødte hans blik. Hun vidste, at han havde en mørk fortid. En dyster fortid. "Hvordan du kan falde til et andet sted, som du har gjort. At du kan acceptere den modgang, som har været, og fortsætter med at kæmpe dig frem."  Hun lagde hånden roligt mod hans lår. At være tæt på ham, elskede hun. At have ham omkring sig, elskede hun. Men.. hun var også nysgerrig på, hvad der var på den anden side af de tårnhøje murer.