Langt hjemmefra

[Sephiran Acheron]

Lysning i Etsembreið-skoven x Tiyanna Direshade Acheron

---

Det havde været en længere tur over passet, end det behagede Sephiran. Kedsomheden havde for længst overtaget ham og bragt ham til hest. Hvor han var på vej hen, var han ikke hundrede procent sikker på selv. Hvornår han ville være tilbage i Adarnes, det vidste han heller ikke. Han havde meddelt Kimeya, at han ville udforske Deyjahols muligheder. Det var dog mest af alt bare en undskyldning for at slippe for spændingerne i Den Mørke Cirkel. Han havde passet lederposten under Kimeyas fravær, og var ydmygt trådt tilbage for at lade ham overtage igen. Han stod derfor endnu engang som næstkommanderende. Men Kimeya var trods alt den eneste mand, han var loyal overfor udover sig selv, så derfor ønskede han ikke at skabe postyr. Det var nok nærmere det, end kedsomhed, der egentligt havde givet anledning til turen mod øst.
Miklhar-passet havde taget noget tid at komme over. Han havde reddet sådan, at han ikke var kommet for langt op i bjergkæden, og efter nogle dages ridt, var han endelig nået frem til den store skov Etsembreið. Skoven bestod primært af nåletræer i alverdens størrelser og lyset skinnede prægtigt ned mellem træerne. Det var endnu forholdsvist tidligt på dagen, så der var tid endnu, før han skulle slå lejr. Han havde overnattet forskellige steder i det fri de sidste par dage, og nød selskabet af sig selv og sin kulsorte hingst. Det at overnatte i det fri, var dog virkelig ikke hans kop te. Han ville meget hellere indlogere sig på en kro, men det var lidt som om, det var en mangelvare her i Det Lovløse Land.
En lille lysning dukkede op blandt træerne, hvor han standsede og hoppede af hingsten. Han lod den stå uden at blive bundet til noget, da han aldrig havde oplevet, at den løb væk. Han tog en dyb indånding og fornemmede den friske duft af skov, og spejdede ud over det store område. Der var stadig et stykke vej gennem skoven, og lysningen lå også godt over havets overflade. Udsigten var dog fantastisk og bjergene kunne ses i baggrunden.
Uden besvær, skabte han fraværende en lille sort magikugle i hånden, som dernæst hurtigt forsvandt igen. Kedsomhed var ikke en god ting for ham.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Deyahol var blevet Tiyannas hjem, og det havde det været igennem adskillige år. Det var hårdt. Det var et rigtig hårdt liv, men det var bedre end alternativet. Jævnligt skete det at det var hende, som gik sulten i seng, så andre kunne få lov til at fylde maven. Hun skilte sig nemlig fra sin far. Det var hende, der gjorde den store forskel for borgerne af landet, og ej hendes far.
Patruljerne tog hun selv, for at sikre sig at lejren var i sikkerhed. Det var meget primitivt, men ikke desto mindre, var det en nødvendighed. I lejren var der også børn, og disse skulle beskyttes. I Tiyannas optik, var disse jo netop landets fremtid, og derfor skulle de værnes om. Hendes falkeblik søgte omgående op i retningen af himlen, hvor hun havde ravnene til at flyve. De var hendes øjne, når der skulle spottes langvejs. Det var ikke et dyr, som man ville mistænke for noget som helst, da de var kendt for at være her i området. Idet at de begyndte at kredse, var Tiyanna slet ikke et sekund i tvivl. Der var noget forude, som absolut ikke skulle være der.

Hælene satte hun i siderne på hesten som straks satte tempoet op, for at komme op igennem skoven. Hun kendte skoven som sin egen bukselomme. Hurtigt og lydløst sprang hun af hesten, der straks stoppede op et godt stykke derfra og søgte i skjul. Som manden foran hende, stolede hun på sin hest, og vidste, at den altid ville være der, og det var noget som hun havde det virkelig fint med. Straks trak hun buen og lagde en pil på buestrengen. Hun søgte lavt. Alt for ikke at blive spottet, mens hun forholdt sig så lydløst som hun overhovedet kunne. De grønne øjne skinnede nærmest i det svage lys. Hun satte sig i skjul ved en busk. Ikke frygtelig langt fra denne fremmede mand. En fremmede i hendes land. Noget som hun ønskede ude og borte, så snart det var hende overhovedet muligt. Øjnene kneb hun sammen. Langsomt trak hun buen op og vendte den direkte mod vedkommende. Når man ikke var fra lejren, var man uønsket.. Og disse ønskede hun så langt væk som overhovedet muligt. Denne kunne være en spion udsendt for hendes far! Hun holdt vejret og buen spændt. Hun gjorde intet. For nu.

[Sephiran Acheron]

Sephiran skabte endnu en lille magikugle, som han kørte mellem fingrene. Samtidig med den fraværende bevægelse med den ene hånd, kiggede han ud over udsigten fra lysningen. Han var nok omtrent halvvejs mellem bjergkæden og de mere åbne vider, der ventede ham på den anden side af skoven. Et suk forlod hans læber. Han var måske en kende bitter over at have været nødt til at træde tilbage for Kimeyas skyld. Det var en ting, han blev nødt til at sluge, hvilket også delvist var grunden til, at han var taget afsted. Det havde været en undskyldning for at komme lidt på afstand, så han ikke ville tænde af derhjemme og skabe unødvendig drama.
Hans hingst begyndte at græsse og undersøge nærområdet, selvom den dog holdt sig i nærområdet. Mulen søgte hen over skovbunden for at finde friske græsstrå, og fandt efterhånden frem til busken, hvor en kvinde sad. Det var dog ikke noget, som Sephiran rigtigt bemærkede på nuværende tidspunkt.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Manden var magisk på den ene eller den anden måde. Det alene gav Tiyanna en grund til at være ekstra påpasselig, for straks var denne mand en trussel på en helt anden måde, og det var uden tvivl noget, som hun virkelig måtte hade. Hesten havde hun ligeledes øjne på. Hun ville ikke have at der skulle ske den noget. Det var jo heller ikke fordi at den havde gjort noget.
Svagt holdt hun vejret. Alt for at gøre sig lille og usynlig for denne mand. Han skulle væk. Han skulle langt væk fra hende og lejren der i det store og hele, heller ikke var så langt derfra. Hun kneb øjnene svagt sammen. I takt med at han bevægede sig, så ville hun bare have ham til at sidde helt rigtigt, så hun kunne sende pilen af sted. Heldigt for hende, at hun var blandt de kyndige, og vidste hvad hun lavede. Da han sad nogenlunde rigtigt, holdt hun atter vejret, for at koncentrere sig helt. Hun lod fingrene slippe buestrengen, hvor pilen straks søgte direkte mod denne mand. Pilen var sendt af sted for at dræbe. Hun tog nemlig ikke nogen chancer, når det kunne være en mand, der potentielt kunne være en spion sendt ud af hendes far. Og hun ønskede de trusler så langt væk, som det var hende overhovedet muligt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran tog en dyb vejrtrækning og pustede langsomt ud. Han var ikke så begået i naturen, hvilket betød, at han var på udebane herude. Alligevel var der en hvis form for ro over området, og han så frem til at søge videre. Han havde en idé om at søge mod deres havneby, som var en del mere civiliseret her i landet end resten. Derfra kunne han måske booke passage på et skib og blive sejlet tilbage til Adarnes. Det var lige nu bare ideer, og undervejs kunne han altid nå at ændre mening.
Hingsten fortsatte sin runde rundt og nærmede sig busken, hvor der sad en kvinde. Denne kvinde havde Sephiran dog ikke opdaget. Da pilen pludseligt skød afsted, vrinskede den vildt og sprang tilbage. Sephiran rejste sig hurtigt og blev derfor ramt direkte i benet, hvilket fik ham til at vakle bagover og ryge på jorden. Vreden. "Hvem der? Kom frem din snigskytte!" beordrede han med en fast stemme og forberedte sig på kamp. Hvem vidste, om der ville komme en pil mere flyvende? Han stirrede olmt ned mod pilen og skælvede fast i kroppen. Han skabte en magisk kugle i sin hånd og kastede den mod det sted, hvor pilen nok var kommet fra. Alt for at få personen frem! "Vis dig så!"

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var i den grad på hjemmebane, også selvom hun var klar over, at hun var nødt til at være påpasselig, så det ikke endte med at gå helt galt. Og chancerne for at dette kunne ske, når man stod med en magiker, var uden tvivl stor.
Pilen sendte hun af sted, og selvom den ikke ramte hvor hun ville, fordi at hesten havde ødelagt det, så var hun stadig tilfreds. Pilespidsen var dykket i gift. Ikke en dræbende en af slagsen, men den type, der ville tvinge ham i svime. Når man aldrig vidste hvem man stod overfor, så var det bare nødvendigt! Hurtigt sprang hun til side, for at holde sig mere skjult, hvor hun denne gang havnede helt nede på maven. Hendes hjerte begyndte at hamre kraftigt mod hendes bryst. Den kugle som han havde kastet mod busken, havde resulteret i en temmelig høj lyd, som hun kunne høre, havde skræmt hendes hest en anelse. Hvilket var noget som hun forbandede langt væk indvendig. Endnu en pil trak hun fra koggeret på ryggen, og lagde på buen, mens hun lå så fladt, som det var hende overhovedet muligt. Skræmt var hun ikke. Denne mand var bare for tæt på lejren, til at hun ville lade ham gå. Den skulle ikke findes, og da slet ikke af Inkarnos spioner! "Læg dig.." hvislede hun med en kortfattet stemme. Hun kneb øjnene sammen og sendte den næste pil af sted direkte mod ham.

[Sephiran Acheron]

Sephiran stirrede ned mod pilen i sit lår. Han ville ikke trække den ud i fare for, at den havde fanget en større åre. Han nægtede at forbløde herude i ingenmandsland! At her var en anden, som havde en anden holdning til hans tilstedeværelse, undrede ham ikke. Det var jo Det Lovløse Land. Han fnøs og kastede en magisk ild direkte mod busken, som hun sad i, så han kunne tvinge kvinden ud derfra. Der gik ikke længe før han begyndte at mærke, at pilen dog nok ikke havde været helt almindelig. Den var dyppet i et eller andet, som fik ham til at blive svimmel. Fanden tage hende, hvem end hun var! Han undveg den næste pil med et magisk skjold, mens han holdt øje hen mod busken for at se, hvornår hun kom ud fra ilden. Han ville nå at se hvem hun var, inden han besvimede! Efterhånden begyndte han dog at glippe med øjnene og endte med at ryge direkte tilbage på ryggen, hvor han lå besvimet på jorden, ude af stand til at forsvare sig.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna stolede ikke på nogen. Ikke på nogen som helst, når de kom udefra, som denne mand gjorde. Og før eller siden, ville giften brede sig så han ville falde sammen. Ikke slå ham ihjel. Så... modbydelig var hun ikke, når hun ikke vidste hvem vedkommende var. Men denne gang var det anderledes på en måde. Denne mand virkede ikke som nogen af Inkarnos spioner.
Øjnene kneb hun sammen, idet at han reagerede og sendte en ildkugle direkte mod hende. Det kom hurtigt. Hurtigt satte hun af fra busken, hvor hun sprang ud af busken, før denne brast i flammer! Flammer, der også nåede kort at slikke sig op af hendes ben, og efterladt sine grimme mærker. Hurtigt løftede hun buen direkte mod ham, idet at hun kunne se, at han måtte give efter for besvimelsen.. Lade sig tage af mørket, som fulgte med. Og derfra, udgjorde han ikke længere nogen trussel overfor hende. Langsomt gik hun tættere på, for at undersøge ham. En flot mand. Det måtte hun alligevel give ham. Ved hjælp af Warlocken i hende, fik hun langsomt rejst ham fra jorden og bragt ham til lejren, som lå godt skjult længere inde i skoven. Ligeledes fik hun ilden slukket, så den ikke tiltrak sig unødvendig opmærksomhed.

Turen igennem skoven var lang, trods Tiyanna hurtigt kunne manøvre sig igennem de hemmelige veje og passager, for at komme frem til lejren, som hun havde formået at skjule godt for fjendens soldater. Og tilstedeværelsen af den fremmede mand, som hun havde med, blev modtaget meget blandet. Hun fik hurtigt talt de andre til ro, og bragt denne mand i sikker forvaring. I et bur tæt ved hendes telt, hvor hun fik en magisk ring låst fast omkring hans hals. En ring, som hun havde fået stjålet hos Inkarno, før hun i sin tid, havde taget flugten derfra. En ring der bandt hans magi fast. Derfra forlod hun cellen og lod ham ligge i denne. Ligge til han på et tidspunkt ville vågne.

[Sephiran Acheron]

Et mørke bredte sig for Sephirans blik som giften bredte sig rundt i hans krop. Hvad end, der var i den blanding, gjorde den utroligt effektiv. Det var i hvert fald sjældent, han havde oplevet at bukke under så nemt. Han håbede, at han havde ramt hende med sin ild og det var det sidste han kunne huske at have tænkt. Hvordan han blev ført væk, havde han ikke den fjerneste idé om. Hvad denne kvinde fragtede, kunne ligeså vel have været en død krop. Heldigvis for ham, så var han dog ikke død. Endnu. Det var jo ikke til at vide hvad fremtiden ville bringe.

En del timer senere begyndte Sephirans krop at røre sig igen. Hans krop gav et lille spjæt fra sig i en ret så akavet stilling på jorden og alle hans lemmer føltes dobbelt så tunge. Han missede med øjnene og fik som det første øje på et blad på jorden foran sig. Han kunne ikke fordrage at ligge på den kolde jord på den måde. Han løftede blikket en smule og så frem for sig, hvor han fik øje på tremmerne. Pokker tage den kvinde, som han stadigvæk ikke havde den fjerneste idé om hvem var. Et grynt forlod hans læber da han forsøgte at komme op, men han faldt sammen på jorden igen. Det tog ham vel nok et kvarter før han rigtigt kom til sig selv og kunne komme op at sidde. Han tog sig til hovedet og kiggede sig rundt i en... lejr. Med telte. Hvor lavt. Et fnys forlod hans mund og han holdt hånden op for at sprænge sig fri. Men der skete intet. Hvorfor skete der intet? Hånden fløj op mod hans hals hvor han mærkede på halsbåndet. Han var med andre ord ikke andet end et dyr i et bur lige nu. Det gav ham kuldegysninger at tænke på den slags, han var meget mere værd. "Hallo! Luk mig ud!" råbte han, selvom der ikke rigtigt var nogle at se.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Frygten var ikke at spore i Tiyanna på noget tidspunkt. Denne mand var kommet for tæt på, og hun vidste at han ikke var en del af lejren. Hun var nødt til at udspørge.. finde ud af, hvem pokker han var. Måske han rent faktisk kunne gøre nytte for lejren og det hektiske liv, som de levede der.
Folk var skeptiske. Det var derfor, at hun fik manden placeret tæt ved sit eget telt, så hun kunne holde øje med ham. Når han bare lå der, virkede han.. harmløs på en eller anden måde. En flot, men harmløs mand med en magisk ring om halsen, så han netop ikke kunne udgøre nogen former for fare for hendes folk.

Mens han havde ligget der, havde hun tilset hans sår. Undersøgt ham lidt nærmere, og ellers ladet ham ligge med et usselt og gammelt tæppe til han på et eller andet tidspunkt ville vågne, for dernæst at gå tilbage til sit eget telt igen, hvor hun afventede at han ville slå øjnene op.
Der gik alligevel en del timer, før det overhovedet kom til at ske. Hun sad i skæret af flammerne af skæret af hendes lille lys. Der var intet fint og fornemt ved noget af det her. Vintrene var hårde og iskolde, og den var trods alt også på vej. Hun hørte hans kalden. Hans irriterende stemme. Langsomt rejste hun sig op og trak sig ud til åbningen i teltet, som hun slog til side. Blikket vendte hun i retningen af buret lige ved siden af. "Du kaldte..? " spurgte hun flabet. Her var det hende, der bestemte, og det havde han bare at rette sig ind efter.

[Sephiran Acheron]

Sephiran så op, da kvinden fra bjergsiden dukkede op. Hun var måske leder af denne lejr. Det ville ikke undre ham med hendes attitude. "Er det sådan her I behandler fremmede? Ikke særlig åbensindet," sagde han med en overraskende fattet stemme. Han så ned mod sit lår, som var forbundet. Han fik en rynke i panden. Havde hun ikke skudt ham med en pil? Men den var væk nu, kunne han se. Det forundrede ham alligevel. Han følte sig ude på dybt vand uden sin magi. Han vidste ikke helt, hvordan han bedst kunne agere I denne situation. Han havde jo kun sine ord. "Og hvad er din plan så nu?"

[Tiyanna Direshade Acheron]

Denne mand snakkede for meget. Han snakkede alt for meget, og det irriterede Tiyanna noget så grusomt. Armene lod hun roligt søge over kors. Han kunne ikke bruge magi. Han var fastlås. Præcis, som hun foretrak det. Blikket gled henover ham. En højtstående mand. Alt ved hans beklædning, sagde at han var en mand af mange penge.. og deraf også betydning. Måske for hendes far?
"Har du nogensinde fået at vide, at du snakker for meget?" Øjnene kneb hun sammen. Han befandt sig i en lejr, der var vanvittig vigtig, blev holdt skjult. Hun trådte helt hen. Åbensindet? Hvorfor fanden skulle de være det? Et lille smil kom frem på hendes læber. "Min plan? Jeg skal finde ud af, hvem du er.. hvem du er vigtig for.. og hvad jeg kan bruge dig til." Et lille smil kom frem på hendes læber. Han havde betydning. Det vidste hun. Det kunne hun se. Og det var noget, som hun havde i sinde, at udnytte. Kort løftede hun blikket, da to børn løb forbi. Glade og legende i en leg af tag-fat, inden hun igen så mod ham. Han gjorde ikke et stort nummer ud af sig, foruden at snakke for meget. Men det var til at håndtere.. kontra mange af de andre, de havde haft forbi.

[Sephiran Acheron]

Kvindens ord irriterede Sephiran grænseløst. Snakkede for meget? Han fnøs og rykkede en smule på sig, hvilket gav et jag igennem benet. Han spændte op i kroppen og skar en grimasse. Han undlod at svare, da han ikke umiddelbart havde et godt svar. Hendes næste ord gav ham en vis uro. Mest fordi, at han ikke var sikker på, om han var vigtig nok til at nogle ville leder efter ham. Men den del ville han ikke nævne. Det kunne måske være præcis det svar hun søgte. "Jeg ville ikke satse for højt på at afsløre din placering. Der er nok allerede nogle, der leder," svarede han fattet.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde ingen planer om at afsløre placeringen af lejren. De havde brugt så meget energi og rigtig mange ressourcer på at skjule den. Man faldt ikke bare over den. Heldigvis. Blikket stirrede intenst ind i denne mands. Han snakkede virkelig meget. "Hvis jeg var dig, ville jeg sidde stille." Hun knælede ned, og kom ned i hans hovedhøjde. Nok mest for at virke det mere intimiderende, at hun kunne stirre ind i hans øjne i hans egen hovedhøjde.
"Leder folk efter dig, så er det fordi du er vigtig." Hendes ord, var mere en konstatering end det var noget andet. "Hvem er du?" Hendes stemme denne gang, var kortfattet. Langt fra som en royal ville formulere sig.

[Sephiran Acheron]

Sephiran fulgte hende meget opmærksomt med øjnene, da hun knælede. Han mærkede et lille sug i kroppen. Han følte sig da så absolut intimideret af hende,når han var så hjælpeløs som nu uden sin magi. Han brød sig bestemt ikke om det. Men han havde ikke tænkt sig at give hende et dyr i et bur, som hun måske ville have ham til. Han ærgrede sig over sit svar, da det tydeligvis havde været lige det hun havde ønsket at høre. Burde han fortælle hende det? Ville hun kende hans navn? "Først skal du fortælle mig hvem du er," svarede han.